Solbrud - Øde lagt

Jeg føler jeg vandrer på fremmed jord
Blandt din art - ophøjede og forblændede
I har kilden til, evigt liv
Løgnen dræber, men med hovedet højet i følger
Ført bag lyset, i slaveri
Illusionen - de slette værdier
Pryder dig med mammon, og hyler med flokken
Dine øjne ser ej mere end en blinds
Du fjerner dig fra dit urtidsfundament
Du rager op men dine ben er slået af

Så vogt jer i forblændede skarn
Imens i hovedet holder højt
I stadig forbliver en pestbyld på jorden i betræder
Jeg jagter ej mammon, men urrytmen i mit kød og blod
Så sig farvel til den verden du kender
En svunden tid skal hæve sig igen
Vil du ej føje flamme ord
Da må du smage mit sværd skarpe tunge

Mod strømmen jeg går, i ensomhed jeg drager
For hvad jeg søger er ej at finde her
Jeg hidkalder oldgamle kræfter
For jeg græmmes over tidernes komme
Min sjel skal trækkes ej, i ussel forfald
Du forkaster og bespotter det simple
Jeg begræder kun din uvidenhed
Blændede øje, bag et dumhedens slør
I latter du drukner, i hån du ser min vej
O, salige, er de som enfoldige er