Svartsot - Kilden - I Marker Og I Lunde

[2x]
kom vakre mø og pløj med mig
og lystig var hin bonde
for jeg må så mis sæd i dag
i marker og i lunde

både is og sne var smeltet
den længe ventede tø
og vår åandede lunt
så vinter måtte dø

atter kunne godtfolk nyde
godt af jordens grøde
og sled ude i markernemfra gry til aftenrøde
der byggede did en bonde
en ful og syndig mand
en holden mand var han
han ejede meget land
der var en pige på gården
en skonhed uden lige
og lige så smuk hun var
så from var den pige

[2x]
kom vakre mø og pløj med mig
og lystig var hin bonde
for jeg må så mis sæd i dag
i marker og i lunde

kom, blot for mig dit unge liv
og lystig var hin bonde
for jeg må så mis sæd i dag
i marker og i lunde

i marker og i lunde

uafbrudt hun gjorde sin gerning
fra årle morgen til mørkefald
og da dagen var til ende
gemte hun sig på staldens hjald

uafbrudt han vogtede over
alt det som pigen gjorde
og drømte om det han ville gøre
var hun blot en tarvelig hore

kom med mig min fagre mø forårsgrøn er græssets lød
den første fure må nu pløjes sæden må i jordens skød
vejrliget er så mildt nu thi solen kroner himlens blå
ej har du brud for kjortler vinden er ej længere rå

du er såre fin de har jeg jo set
og du kunne være min dronning skont jeg er din herre
ingen behøvesvide hvad der er sket
jeg kender et lønligt sted hvor vi kan være
jeg vèd du har begloet mig det har jeg jo set
jeg er såre ung og gud er min herre
min dyd er mig rær jeg vil ej blive forledt
jeg vil hellere dø end at miste min ære til dig!

hans længsel blev vækket
ej ville han benægtes
han kastede hende til jorgen
og trænglet ind mens nuh fægtede
hans vrede blev vækket;
han tog hende mens hun skreg
hun kunne ikke standse hans stød
hans vilde leg

rolig din mær tag det som den tæve du er
jeg befrier dig for lænkerne af din fromheds usle skær
jeg tager dig når jeg lyster thi du ejes af mig
din gud kan ej høre dig vel ringe han agter dig

stadig ville hun ej give op
hun stred med al sin magt
hun rev i hans hud
mens hendes mødom gik fortabt
hun flåede i hans øjne
slog hans kæbe hvast
han ænsede ikke hun slog ham
det gjorde ham viljefast

da han endelig standsede
og hans lyst var atter sval
prøvede han forgæves at dæmpe
hendes hjertekval
pigen skreg med bitre ord
og alt imens hun skjalv
greb bonden hendes spinkle hals
og knuste hendes skal

der lå hun forladt, sønderslagen og død
fra under hendes lig
et kildev æld frembrød
årene, de gik og et hyldetræ slog rod
den viste vejen til kilden
som strømmede fra dets fod

han pløjed' og han såed'
og lystid var hin bonde
han gjorde den unge mø fortræd
i marker og i lunde

der forblev hendes fromme ånd
og lystid var hin bonde
så livet selv mått' bli' bevaret
i marker og i lunde