Sissel - Sæterjentens Søndag

Paa solen jeg ser,
Det lider alt frem,
Snart ar det ved hømessetide.
O, den, som en stund
Fik ønske sig hjem
Blandt folk,
Som paa kirkevej skride!
Naar solskiven stiger lidt,
saa den staar der midt
Over skaret i kammen,
Da ved jeg, i dalen
Klokkerne garr,
Da ringer fra taarnet
Det sammen.

Det nytter ej stort
At tage sin bog
Og synge i hejen sin salme;
Mit loft er for højt,
Og her er det dog,
Som tonerne blegne of falme.
O den, som i dag
Fik blande sin røst
Med hans og de øvriges stemme!
Gud give, at snart
Det lakked mod høst,
Gud give, jeg atter var hjemme!